Opdag, hvad der er inde i Vatikanets bibliotek | Den Hellige Stols bibliotek

• Grundlagt i: 1475
  
• Grundlægger: Pave Nicholas V
  
• Beliggenhed: Belvedere-paladset, som ligger i Vatikanets palads, fungerer som indgang til Vatikanets bibliotek.
  
• Afdelinger: Afdeling for manuskripter, Afdeling for trykte bøger, Numismatisk afdeling
  
• Samlinger: Manuskripter, arkivsamlinger, trykte bøger, grafiske materialer, numismatiske samlinger og kunstgenstande.

• Næsten 2.000.000 trykte bind og serier, herunder over 8.000 inkunabler, er bevaret i Vatikanets bibliotek.
  
• Mellem 1927 og 1939 hjalp Library of Congress og Carnegie Endowment for International Peace med at modernisere Vatikanbibliotekets bogkatalogsystem.
  
• Vatikanets bibliotek har 75.000 manuskripter på latin, græsk, arabisk, hebraisk, persisk, etiopisk og syrisk, der går tilbage til det 2. århundrede.
  
• Der kommer ca. 6.000 nye bind til biblioteket hvert år. Kun omkring en fjerdedel er købt, mens resten er gaver.

Vatikanets bibliotek har en utrolig samling af manuskripter. Nogle af de manuskripter, der findes i biblioteket, er Carte d'Abbadie, Boncompagni Ludovisi, Libri minuscoli, Papiri Vaticani copti, Raccolta Rospigliosi, Vaticani musicali og over 100 andre.

Arkivsamlingen på Vatikanets bibliotek er lige så imponerende. Samlingen omfatter Archivio Barberini, Archivio Barberini Colonna di Sciarra, Autografi e Documenti Patetta, Computisteria Ottoboni, Pergamene Patetta, S. Maria in Cosmedin og mange flere.

Vatikanbiblioteket huser over 1.600.000 trykte bøger, hvoraf størstedelen er gamle og sjældne, herunder over 8.600 inkunabler; titusinder af udgaver fra det 16. århundrede og udgaver fra det 17. århundrede, især i Barberini- og Chigi-samlingerne.

Den grafiske samling på Vatikanets bibliotek er hjemsted for nogle betagende kunstværker, herunder Fondo Stampe, Fondo Stampe Geografiche, Raccolta fotografica, Fondo Bianchi Barriviera og meget mere. Ashby-samlingen og Gismondi-samlingen er to selvstændige, lukkede samlinger af en bestemt størrelse, som er en del af Graphics-samlingen.

Mønter, medaljer, plaketter, stempler, inskriptioner, udhuggede sten, svovl- og gipsafstøbninger og andre materialer opbevares i Vatikanbibliotekets numismatiske kabinet, eller Medagliere. Romerske mønter fra den republikanske periode, mønter fra Italiens byer og herredømme, medaljer fra andre lande fra renæssancen til i dag og meget mere er også bevaret her.

100-vis af ikke-boglige artefakter er udstillet som ornamenter i hele Vatikanbiblioteket, blandt de mange værdigenstande, der har til huse der. Disse værker - kunstværker, skulpturer, møbler og andre genstande - er blevet katalogiseret som Library Art-objekter. Kunstgenstandene er kategoriseret og inkluderet i det generelle katalog samt i kataloget over grafiske materialer og kunstgenstande sammen med fotos.

Vatikanets bibliotek er også hjemsted for nogle særlige projekter. Disse omfatter IIIF's tematiske stier, RICI - Books and Libraries of religious orders in Italy at the end of XVI cent, The Polonsky Project, Travel with Dante og The Alamire project.

Louis, Missouri, er det eneste opbevaringssted for mikrofilm fra Biblioteca Apostolica Vaticana, Vatikanets bibliotek. Den findes i Pius XII Library på Saint Louis Universitys campus. Lowrie J. Daly designede biblioteket, som blev finansieret af Knights of Columbus. Formålet var at øge tilgængeligheden af Vatikanet og andre materialer for amerikanske akademikere.

I den tidlige halvdel af det 13. århundrede blev pavernes første bibliotek og arkiv spredt af årsager, der endnu er ukendte. Efter Bonifatius VIII's død blev nye samlinger indsamlet af paverne i dette århundrede flyttet til Perugia, Assisi og til sidst til Avignon. Paverne, der vendte tilbage til Rom efter 1415, forsøgte på forskellige tidspunkter at genvinde den tabte biblioteksarv; det, der var tilbage i Avignon i begyndelsen af det 17. århundrede, endte i Borghese-familiens samling, som Leo XIII købte i 1891.

Begyndelsen på Vatikanbibliotekets moderne historie kan spores tilbage til midten af det 14. århundrede. Det var Nikolaj V, der besluttede, at de lærde skulle kunne læse og studere de latinske, græske og hebraiske tekster. Med udnævnelsen af en bibliotekar, Bartolomeo Platina, og den nødvendige økonomiske støtte genoptog, færdiggjorde og gennemførte Sixtus IV Nikolaj V's mission. Den nye institution havde til huse i stueetagen af en bygning, som Nicholas V allerede havde renoveret. Fra i alt 2.527 manuskripter i 1475 til i alt 3.498 i 1481 fortsatte samlingen med at vokse.

Biblioteket fortsatte med at vokse i det 16. århundrede, især under Leo X, med metodisk forskning og indkøb af manuskripter og trykte værker. I løbet af det 17. århundrede begyndte komplette fyrstelige eller private biblioteker at blive indlemmet i samlingen. Mange af disse er blevet til unikke, lukkede samlinger af manuskripter og trykte bøger, som adskiller sig fra de åbne samlinger, der begyndte i selve biblioteket. I det 18. århundrede blev der oprettet og gradvist udvidet afdelinger for antikvariske og kreative samlinger i Vatikanets bibliotek.

Da Rom blev indlemmet i det franske imperium i 1809, blev Vatikanets bibliotek et nationalbibliotek, og de religiøse ordeners samlinger blev tilføjet. Biblioteket blev åbnet for et større publikum af akademikere og historikere under Leo XIII, og den moderne læsesal for trykte bøger blev etableret i 1892. Da bilernes indtog gjorde de gamle stalde ved Cortile del Belvedere forældede i 1927, besluttede pave Pius XI at omdanne dem til stabler til bibliotekets trykte bøger. Nye stakke med manuskripter blev skabt under Vatikanbibliotekets indre gård fra 1982 til 1984 takket være finansiering fra den tyske bispekonference.

Mere end hundrede samlinger udgør afdelingen for manuskripter. De er meget forskellige, ikke mindst med hensyn til størrelse, lige fra Vaticani latini, som har 15.371 nummererede genstande, til samlinger, der udelukkende består af en enkelt genstand. Vatikanbiblioteket er kendt som bibliotekernes bibliotek på grund af de mange forskellige manuskriptsamlinger og deres proveniens. Biblioteket er ikke kun bemærkelsesværdigt for pavernes løbende indsats, men også for tilføjelsen af hele biblioteker, der fungerer som afspejlinger af andre tidsaldre, verdener og civilisationer.

Vatikanbiblioteket konstruerede ikke en særskilt afdeling for samlinger, der er mere passende eller endda udelukkende arkivmæssige med den hensigt at adskille dokumentarisk materiale fra manuskripter, der hører til de samme samlinger. Det var snarere bibliografiske og driftsmæssige overvejelser, der fik biblioteket til at oprette arkivafdelingen i slutningen af 1970'erne. I dag er denne afdeling det permanente hjemsted for de store arkiver, der er kommet til biblioteket på forskellige tidspunkter og med forskellige formål.

Målet med denne afdeling er at garantere, at manuskripternes værelser og stakke kører problemfrit. Derudover underretter personalet instituttets instruktør for restaurering af manuskripter om manuskripter, der skal restaureres, samt overvåger anmodninger om godkendelse af duplikering. Deres job omfatter også at hilse på og hjælpe forskere samt at udpege de vigtigste værktøjer til forskningsarbejde. De hjælper med at indsende anmodninger om digitale manuskripter og giver digital adgang til manuskripter.

Sjældne bøger, moderne bøger, tidsskrifter, digitale ressourcer og andre ikke-boglige ressourcer håndteres alle af tilgængelighedsafdelingen. Denne sektions primære ansvar er at håndtere de administrative aspekter af at integrere publikationer i Vatikanbibliotekets samlinger. De rutinemæssige aktiviteter er for det meste fokuseret på erhvervelser, men omhandler også materialer, der kommer ind via bidrag eller udvekslingsprogrammer.

Selv om man havde håbet på et samlet katalog over trykte materialer i et århundrede, blev et systematisk katalog endelig organiseret i 1920'erne. Det nuværende generelle katalog over Vatikanbibliotekets trykte bøger blev etableret i 1928; tidligere havde de forskellige samlinger deres egne kataloger, udarbejdet inden for rammerne af hver samling og efter forskellige kriterier. Vatikanbibliotekets katalogiseringsstandarder blev første gang udgivet i 1931, og den tredje og sidste udgave blev udgivet i 1949.

Sala Leonina, som indeholder omkring 56.000 bind og har 104 stole, og Sala Leonina Minore, som rummer omkring 15.000 bind, er de vigtigste værelser for trykte værker i Vatikanbiblioteket. Periodika-læsesalen, der officielt åbnede for offentligheden i 2002, har 32 pladser og giver nem tilgængelighed til 949 videnskabelige tidsskrifter. Et andet læseområde, Salone Sistino, åbnede i oktober 2017 med omkring 28.000 bøger og 24 pladser.

Afdelingen for sjældne bøger har tre formål: at tilbyde forskere originale kilder til forskning, at fortsætte den specialiserede kategorisering af gamle bøger, der er skabt før 1800, og at udvide Vatikanbibliotekets samlinger af gamle og værdifulde bøger. Det første konkrete mål for denne sektion er at lægge det publicerede katalog over inkunabler ind i OPAC. Det er hensigten at udarbejde et mere detaljeret katalog over inkunablerne i anden fase, som også vil blive gjort tilgængeligt online.

Vatikanbibliotekets grafikskabinet er et betydningsfuldt kunstnerisk arkiv, der huser graveringer og uindbundne tryk, som ikke er indbundet i bøger eller understøttet af skrevne ord. Den bevarer også et stort antal tegninger, som har været en del af Vatikanbibliotekets samlinger gennem tiden, og som blev inkluderet i samlingen af graveringer på grund af ligheden mellem de krævede bevaringspraksisser. Der er mange billeder samt chalcografiske og xylografiske plancher i dette afsnit.